ET FORSVAR FOR ANSVARLIGHED

"Jeg forstår ikke hvordan vi kan forsvare at udsætte børn for den slags og savner selv ord, der dækker min frustration." (Citat fra læserbrevet)

På en skole i Haslev sidder en lærer, der i ren frustration skriver et læserbrev omkring den nationale læsetest for 2. klassetrin. Hun er frustreret over den åbenlyse mangel på sammenhæng mellem de opgaver, eleverne bliver stillet over for og elevernes læseevner samt sproglige referencerammer. Hun kommer med eksempler på opgaver i testen, der absolut ingen relevans har for børn i 2. klasse. Og opgaver, der vil få selv den 'dygtigste' læser i klassen til at gå slukøret og demotiveret hjem fra skole. 

Ét af hendes eksempler handler om orddelingsopgaverne, der bla. indbefatter ordkæder som "slubrelæspendemuser" og "løbesodskalperesskalkeskjul". Et andet handler om definitionen af fremmedord som fx "ekskurs" og "palindrom". 

At dømme ud fra hendes læserbrev er hun udstyret med en god portion faglig viden - både fag-fagligt og pædagogisk. Hun lyder erfaren og kompetent. Men det, der fremstår tydeligst, ud fra det, hun skriver, er hendes professionelle integritet og empati. 

Når en lærer står frem på den måde, udviser hun et helt særligt ansvar over for de børn, hun har i sin varetægt. Dette særlige ansvar for elevernes undervisning og trivsel, den enkelte lærer kan og skal påtage sig, er ved at drukne i et hav af ministerielle formaninger og meningsløse testsystemer. 

Den hollandske uddannelsesteoretiker Gert Biesta beskriver denne essentielle og højaktuelle problematik i bogen "God uddannelse i målingens tidsalder" fra 2011 (Klim). Begrebet 'responsability' kendetegner det ansvar, man har og påtager sig som professionel, og dækker over: "[...]en forpligtelse på faglige standarder og værdier såsom rimelighed, omsorg og social retfærdighed og med vægt på samarbejde." (Biesta 2011: 64)

Biesta argumenterer for, at en sådan ansvarliggørelse i forhold til undervisningsopgaven er både fornuftig og relevant. Det faglige ansvar, skolen har over for børn, forældre og borgere, har ifølge Biesta en demokratiserende virkning.

Men når dette professionelle 'at tage ansvar' ændrer sig til et ledelsesmæssigt 'at stå til ansvar' eller 'at stå til regnskab for', hvor fokus ligger på effektivitet, omkostningsreduktion og konkurrence, så virker processerne direkte af-demokratiserende. Hvor responsability retter sig mod børnene, forældrene og borgerne, retter accountability sig mod de krav, der stilles fra centralt og politisk hold. Skolerne skal underkastes revision. Det handler ikke længere om den gode praksis, men om kravet om at leve op til målbare standarder. Således har: "[...]accountability-kulturen ført til en situation, hvor praksisser må tilpasse sig revisions-processens principper[…]" (Biesta 2011: 63)

Det vil i praksis sige, at vi indretter vores udannelses-praksis efter det enkelt målbare og en snæver resultatorientering frem for at tænke uddannelse på baggrund af demokratiske pædagogiske og normative diskussioner om, hvad vil som samfund vil med vores uddannelsessystem.

Vi har alle et fælles ansvar for at råbe op, når procedurer, praksisser og lovgivning strider imod vores faglige overbevisninger. Vi kæmper hver dag for en folkeskole, der sætter respekten for barnet frem for systemet. En folkeskole, der lytter til kompetente, erfarne og ansvarlige fagfolk, der ved, hvad det gør ved børn, når de bliver betragtet og bedømt gennem et filter af testresultater og målinger.    

De lærere, der står frem og råber vagt i gevær, har vores største respekt og opbakning.

Cecilia Lucia Fava

Formand for foreningen Folkeskoleforældre

www.folkeskoleforealdre.dk